Kim Broström,
Søndag den 29/11 2015 er det 1. søndag i advent. Derfor blev det første lys i adventkransen tændt idag, fredag ved morgensangen. Da vi er mange elever, er der morgensang flere steder på en gang; for de mindre elever i teatersalen, og for de større elever i kirken. Begge steder blev det første lys tændt og eleverne sang en adventssalme. Advent betyder “komme” og er en forberedelsestid til julen.
Flere steder er der nu tydelige tegn på at julen er på vej. Der er juletræer på strategiske steder, og i kirken er den store julekrybbe sat op. Alle klasser har deres egen julekrybbe, som de har hentet i skolens krybberum, se herom i tidligere indlæg. Og nogle gange kan man høre børnene i 2. og 3. klasse øve på deres krybbespil.
Billederne: Skoleleder Peter Franklin løfter i teatersalen en af eleverne op, som har fået æren af at tænde det første lys. På de følgende billeder ses kirken med syngende elever, kirkens julekrybbe, og et eksempel på de krybber, om står ude i klasserne. Her er der julekrybben i 3.i (bilingual afdeling), bygget i halvspansk stil og med naturmaterialer, – samt et juletræ! De tre vise mænd er også allerede dukket op, selv om de endnu har meget lang vej: De skal jo først være fremme ved krybben den 7. januar.
Foto: Birgitte Ryom og Kim Broström
URL: https://sanktjoseph.dk/adventskransene-blev-taendt/