Biologilokalet er ved at blive flot istandsat

Biologilokalet er ved at blive flot istandsat

Ny væg fyldt med ca. 70 biologikasser afsløret ved reception

Redaktionen,  

Skolens gamle biologilokale er ved at blive sat i stand, så det på samme tid bevarer lokalets særlige historiske stemning og kan alt det, som et moderne undervisningslokale skal kunne. I forbindelse med personalets julefrokost blev lokalet vist frem som det ser ud nu, og en nyskabelse blev afsløret: Ditte, biologilærer og ansvarlig for biologilokalet, havde fået den idé at sætte alle de gamle biologikasser, som bare stod gemt i depot, op på væggen. Da der var tale om virkelig mange kasser, var det et større arbejde at få system i, og Kim, lærer og grafiker, hjalp til. Efter at kassernes placering var blevet fastlagt efter en nøje plan, var det Anders og Goran der stod for selve montagen af de ca. 70 kasser. Kasserne er nemlig ikke tilfældigt sat op, men er afstemt efter emner, farver og størrelser. Tilsammen danner de et hele, som gerne skulle være både spændende og inspirerende for eleverne at kigge på.

Ved receptionen blev der serveret bobler, den røde dug blev revet af væggen, og Ditte fortalte om baggrunden for udsmykningen og istandsættelsen. Og så gik de 72 lærere og ansatte til julefrokost.

Foto: Annette Jul Larsen

 

URL: https://sanktjoseph.dk/biologilokalet-er-ved-at-blive-flot-istandsat/