Stor gallafest for udskolingen i aftes

Stor gallafest for udskolingen i aftes

Fredag den 15/1 2016 var der stor gallafest for 8-10. klasse

Kim Broström,  

En af traditionerne på Institut Sankt Joseph er den årlige gallafest for udskolingens elever. Festen begyndte kl. 18, og allerede da man nærmede sig skolen kunne man se, at det var en særlig aften, for der var fakler og rød løber som begyndte helt ude i sneen. Inden for i varmen var der velkomstdrink, og skoleleder Peter Franklin bød velkommen. Der var dækket op til middag i den lille gymnastiksal med flot borddækning og dæmpet lys i mange farver. Ved gallafesten er det 6-klasserne som står for serveringen ved bordene, og de to 6-klassers elever og deres lærere havde en travl aften med at sørge for, at alle de mange mennesker fik en oplevelse.

Undervejs havde festkomiteen arrangeret en afstemning om aftenens mest velklædte elever (og lærere), – og der var virkelig mange kandidater at vælge imellem. De valgte fik et fint diplom.

Efter middagen dansede eleverne (og lærerne) Les Lanciers i den store hal. Instruktionen har været god i år, for dansen gik strygende. Der er også tradition for at en fotograf tager billeder af klasserne i deres fine tøj, og det fandt sted i teatersalen.

Da fotografen var færdig var der dans i teatersalen til kl. 23, hvor festen sluttede. Nogle klasser havde aftalt at feste videre og tog fra skolen i limousiner, som stod klar ude på Dag Hammarskjölds Allé.

Som man kan se på billederne, en meget festlig aften. Der kommer flere billeder fra festen senere.
Klik på et af billederne for at bladre.

 

 

URL: https://sanktjoseph.dk/stor-gallafest-for-udskolingen-i-aftes/