Kim Broström,
I morgen torsdag den 31/1 2019 bliver der afholdt skolevalg på ca. 800 skoler landet over. Valget, der er udskrevet af statsministeren, er naturligvis ikke et rigtig folketingsvalg, men det ligner! Og det er ideen: Eleverne i 8. og 9. klasse har i 3 uger forberedt sig på valget, lavet kampagner, undersøgt partierne og på den måde lært en masse om den demokratiske proces. I morgen torsdag får de så lejlighed til at afgive deres stemme. Alle skolernes resultater indsendes til Folketinget, hvorfra der bliver sendt valgudsendelse fra kl. 19.00, altså ligesom ved et voksenvalg. Se skolevalg.dk
Idag mødte repræsentanter fra mange af partiernes ungdomsafdelinger op til diskussion med eleverne på Institut Sankt Joseph. Mødet blev styret meget dygtigt af en af vores elever, Therese fra 9.b. Diskussionen var livlig, partierne fik gjort rede for deres synspunkter. Og måske ved mange elever nu, hvor de skal sætte deres kryds i morgen.
Skolevalget finder sted i Teatersalen, som i dagens anledning bliver lavet om til et afstemningssted.
Foto: Kim Broström
URL: https://sanktjoseph.dk/optakt-til-skolevalg-2019/