Breakfast med Bournonville

Breakfast med Bournonville

7.b til ballet i Det Kongelige Teater

Anne Thuesen,  

Onsdag den 25. februar var 7.b i det Kongelige Teater og se ballet, og det var en stor oplevelse.

På vejen til teatret gik vi forbi synagogen i Krystalgade for – i lighed med flere andre klasser på ISJ – at lægge blomster. Vi stod længe stille foran det smukke blomsterhav, inden turen gik videre til Det Kongelige Teater. Inden besøget havde vi læst om Kompagni B, som er det første børne- og ungdomsballetkompagni i verden, som er for, med og af børn.

Nogle i 7.b havde kendskab til August Bournonville, balletmester på Det Kongelige Teater i 1800-tallet, hvis balletstil stadig er kendt og toneangivende i hele verden. Anna-Frida havde faktisk for nylig set balletten “Et Folkesagn”, som netop er lavet af Bournonville.
Da vi kom til teatret, stod der en let morgenmadsanretning klar bestående af juice og müslibar som udtryk for, hvor vigtigt det er både for balletdansere og alle os andre at spise morgenmad, så man har energi til dagens dont.

Teatret var fyldt til bristepunktet med skoleelever, og der blev klappet på de rigtige steder – efter en solo eller en pas de deux o.l. 27 unge dansere var på scenen. Balleteleverne havde selv været med til at skabe forestillingen og lavet koreografi, lys, grafisk design, kostumer og instruktion sammen med den kunstneriske leder af kompagniet. Det var en skøn blanding af moderne ballet og ballet som i Svanesøen. Der blev klappet ekstra højt efter en optræden til sangnummeret “Formidable”, den belgiske sanger Stromas ørehænger.

Finalen var super festlig, bl.a. fordi balleteleverne løb ned i salen og fik nogle skoleelever blandt publikum med op på scenen. Der var ikke et øje tørt, da Amitta dansede med deroppe.
I dag er 7.a af sted for at se balletten med deres klasselærere. De får en dejlig formiddag i ballettens tegn.

Vi skal af sted igen næste år.

 

På billederne ses eleverne foran busten af Poul Reumert, Det Kongelige Teaters grand old man, et billede af eleverne opstillet udenfor, samt billeder fra tilskuerrækkerne.

ballet_7b_2015 (4)th

Tekst og fotos: Anne Thuesen

URL: https://sanktjoseph.dk/breakfast-med-bournonville/