Kim Broström,
Onsdag den 8. april var alle skolens elever i Sankt Ansgars Kirke for at fejre påskegudstjeneste. Sankt Ansgars Kirke er den katolske domkirke, som ligger i Bredgade. Selv om kirken er stor, var eleverne delt op i to hold for at kunne være der allesammen.
Vi sang påskesalmer, hørte opstandelsesberetningen og eleverne havde forberedt forbønner.
Jesu opstandelse og sejr over døden blev symboliseret ved, at et kedeligt trækors blev besat med påskeliljer. Alle eleverne var oppe for at sætte en blomst på korset, så det til sidst var fuldstændigt dækket til, og så meget smukt og forårsagtigt ud.
Gudstjenesten var økumenisk, dvs. fælleskirkelig, og præsterne var Daniel Nørgaard (katolsk sognepræst ved Sankt Ansgars Kirke) og Lars K. Bruun (protestantisk præst ved Esajaskirken).
På vejen til og fra kirken, langs Kastellet, kunne elever og lærere nyde det varme og solrige forårsvejr.
Foto: 1. gudstjeneste: Kim Broström, 2. gudstjeneste: Birgitte Ryom
URL: https://sanktjoseph.dk/paaskegudstjeneste-i-sankt-ansgars-kirke/