Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

En historisk hilsen

Vi har fået et krucifiks som hang på vores bombede søsterskole Institut Jeanne d'Arc på Frederiksberg

Morgensamlingen for udskolingen fik i fredags en historisk dimension.

Skoleleder Peter Franklin viste et krucifiks, som han har fået fra Sankt Joseph Søstrene, et krucifiks som hang på søsterskolen Institut Jeanne d’Arc på Frederiksberg og som slap næsten uskadt fra bombningen i 1945. Krucifikset hang i skolens sløjtlokale. Ved et bombardement, foretaget af britiske fly fra Royal Air Force den 21. marts 1945 befandt der sig 529 personer på skolen. Et fly i den første af tre angrebsbølger ramte en lysmast og styrtede ned ved skolen.

Piloterne i den anden bølges bombefly troede, at målet lå under røgen fra det brændende flyvrag og kastede derfor deres bomber over skolen og det omkringliggende kvarter på Frederiksberg. 86 børn og 18 voksne – flere af dem nonner – omkom under bombardementet.

De to skolers historier hænger sammen og Institut Sankt Joseph har gennem årene fået mange ting fra den sønderbombet søsterskole på Frederiksberg: i skolegården ved indgangen til gymnastikhallen står der en skulptur af Jeanne d’Arc. Den stod i en niche i Institut Jeanne d’Arc’s gavl ud mod Frederiksberg Alle og forblev uskadt ved bombardementet. Den blev sat op i skolegården i begyndelsen af 1980’erne. På ledelsesgangen hænger en lille model af det mindesmærke, der i dag står på Den Franske Skoles Plads på Frederiksberg. Det viser Søster Edith, der skærmer en lille dreng og en lidt ældre pige. Monumentet blev afsløret den 21. marts 1953.

Sankt Joseph Søstrene er i færd med at tømme klosteret på Strandvejen 91 som de fraflyttede i slutningen af sidste år, og stedet skal omdannes til et plejehjem.

Billedtekster:

Billede fra Jeanne d’Arc Skolens årbog anno 1941 viser krucifikset hængende i sløjtlokalet hvor der undervises. Foto: Arkiv.

Lærer Ove Therkildsen forklarer tidligere elever i November 2013 om den lille model af det mindesmærke, der i dag står på Den Franske Skoles Plads på Frederiksberg. Det viser Søster Edith, der skærmer en lille dreng og en lidt ældre pige. Mindesmonumentet blev afsløret den 21. marts 1953. Foto Jan Olsen.

Jan M. Olsen, Oldies