Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Festlig åbning af ny Bilingual afdeling

Udendørs reception i gården 29 august med festtaler og underholdning

Den 29. august åbnede vores nye bilingual afdeling med en stor reception i skolegården.

Den nye afdeling er den første af sin art i Danmark. Der findes mange skoler som underviser på engelsk, men vores afdeling er særlig ved, at dansk og engelsk er sidestillet i undervisningen.

Der var lagt op til en festlig reception. Allerede ved porten fra Dag Hammarskjölds Allé blev gæsterne mødt af en ballonport i Institut Sankt Joseph-farver, og balloner var der flere af inde i gården, hvor de sammen med masser af blomster, også i skolens farver, udsmykkede en scene, opbygget til lejligheden.

Efter velkomst af Thomas Mulhern, leder af Bilingual Department, var der taler af Peter Franklin, skoleder, Peter Navarro, bestyrelsesformand, Pia Allerslev, børne- og ungdomsborgmester, Jesper Fich op, Den katolske biskop i Danmarks skolekonsulent, og søster Angela Rammé, som repræsenterede Sankt Joseph-søstrene.

Vejret var meget skiftende og en kraftig regnbyge betød, at noget af underholdningen, som bilingual-eleverne stod for, desværre måtte udelades. Flere af talerne måtte også stå under en paraply, mens tilhørerne søgte ly under de uddelte paraplyer, halvtage og træer. Men regnen kunne ikke spolere den gode stemning, og stilnede da også efterhånden af. Den sidste taler, søster Angela sørgede for at alle slap deres blå og hvide balloner på én gang. Hurtigt steg de til vejrs og spredtes ud over Østerbros tage som en festlig afslutning.

Aftenen fortsatte for skolens personale med en stor fest, med middag, liveband, kulørte lamper og dans, for at markere denne helt særlige dag i skolens liv.

På billederne ses:
1. Ballonerne opsendes
2. Skoleleder Peter Franklin og børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev
3. Optræden på scenen, under paraplyen Thomas Mulhern, leder af Bilingual Department

Der vil snart blive lagt flere billeder op på hjemmesiden fra dagen.