Motionsdagen begyndte i skolegården med opstilling i de hold, som skulle følges ad rundt Fælledparken. Holdene bestod alle af elever med den størst mulige aldersspredning, blandet på kryds og tværs af klasser, ledet af en voksen. Derefter var der effektiv opvarmning ved Hasse og Hasse.
I Fælledparken lavede vi cirkelløb, hvor eleverne besøgte en lang række poster, bl.a. skulle man danse Limbo, lave hjernegymnastik og almindelig gymnastik, spille stikbold og sjippe.
Der var mange andre skoler som også holdt motionsdag i Fælledparken, så nogle gange kunne det være svært at finde posterne for bare mennesker. Heldigvis var vejret flot, solen skinnede og det var ikke koldt, – bortset fra hvis ens hold skulle stå og vente lidt i kø ved en post. Ved middagstid spiste alle frokost ved den post, som de var nået til.
Mange af de større børn var gode til at tage sig af de mindre, som efterhånden blev lidt trætte i fødderne, og hjalp til at alle nåede helskindede tilbage til skolen.
Dagen sluttede med fællessang i skolegården, hvor Kathrine og All sørgede for den gode stemning ved at spille og synge, stående oppe på halvtaget.
Efter en dejlig dag med masser af frisk luft, tog alle hjem på ferie.
Hav en god efterårsferie!