Lis Sørensen og Kira Skov sang med skolens kor

Videooptagelser i dag i forbindelse med Shellhusprojektet og bombningen af vores søsterskole under krigen

Kim Broström,  

I dag var der flot musik på skolen, som strømmede ud fra skolens kirke. Elever blev optaget på video sammen med professionelle sangere og musikere. På studieoptagelserne er det skolens kor der synger, men på videoen er det 3.i der optræder som kor.

Den 21/3 2021 var det 76 år siden, at vores søsterskole på Frederiksberg Institut Jeanne d’Arc blev bombet ved en fejl, da englænderne bombede Shellhuset. Det fik stor betydning for vores skole, da mange af de overlevende børn, lærere og søstre fortsatte på vores skole. Sidste år, på 75 års dagen, skulle vores skole skulle have været med på Historiske Dage i Øksnehallen og skolens kor skulle have sunget på Shellhuset tag og i Frederiksberg Kirke. Alt blev aflyst på grund af coronaen. Men sangprojektet lever stadig.

Idag blev der i skolens kirke optaget video med skolens kor til Shellhusprojektet der blev søsat sidste år i samarbejde med Alsang og Historiske Dage. Sangerne Lis Sørensen og Kira Skov var også med, da de begge er solister på projektet. Desuden deltog musikere på klaver og cello.

På billederne kan man se en ældre dame der taler med børnene. Det er Inge, som gik på Institut Jeanne d’Arc, i daglig tale Den franske Skole. Hun overlevede bombningen. Man kan høre hendes historie her i et postcast i 5 dele, Kiggerpigen, udsendt på DR: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/kiggerpigen/id1558979284

Hvis du vil vide mere om den historiske baggrund, så læs meget mere om de aflyste Historiske Dage, Shellhusprojektet og mindedagen 21/3 2020, klik her.  Her kan man også høre koret synge hele sangen i en studieoptagelse fra 2020.

Link til Historiske Dage som afholdes 16-17. okt. 2021

Det er Kathrine Brøndsted som har indstuderet koret og koordinerer projektet.

Foto/video: Kathrine Brøndsted

URL: https://sanktjoseph.dk/lis-soerensen-og-kira-skov-sang-med-skolens-kor/