Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Effekter efterlyses til vores nye museum

Snart åbner ISJ's Mindestue med ting og sager fra gamle dage. Vi modtager meget gerne effekter til udstillingen.

Der er blevet ryddet op i skolens arkiv og ting fra skolens lange historie er dukket frem. Et tidligere pulterrum er ved at blive lavet om et lille hyggeligt museum. Her vil man, når museet åbner, kunne se en gammel skolepult fra 1960’erne, gamle verdenskort, billeder af tidligere elever og af nonner, som engang underviste på ISJ. Men der er plads til flere spændende, gamle ting som kan være med til at fortælle om skolen.

Det er en gruppe af medlemmer af skolens Oldies med Jan Olsen i spidsen, som er ved at opbygge Institut Sankt Josephs Mindestue, og de modtager meget gerne store og små ting, som gamle elever og lærere kunne tænke sig at give til museet.

Personer, der donerer effekter til museet, må meget gerne vedlægge (fastsættes med tape eller lign.) en seddel med deres navn og evt. telefonnummer. Og meget gerne et par ord om genstandens historie. Effekterne kan afleveres til Henriette på skolens kontor.
På billederne ses Jan Olsen med æble, og Anders som justerer skærmen til gamle fotos.
Foto: Kim Broström