Institut Sankt Joseph har rødderne dybt plantet i et kristent-humanistisk menneske- og verdenssyn, der til alle tider – og i alle situationer – fastholder alle menneskers uangribelige værd.
I direkte forlængelse heraf handler ligestilling imellem kønnene helt grundlæggende om menneskeværd, frihed og retfærdighed – og indebærer, at mænd og kvinder skal have lige pligter, rettigheder og muligheder
Hverdagslivet på Isj er forankret i en dansk/grundtvigsk skoletradition, hvor ligestilling imellem kønnene er helt naturlig. Faktisk så naturlig, at vi kun yderst sjældent i hverdagen oplever problemer hermed.
Strukturelt tages der kun særlige hensyn til området i forbindelse med bad/omklædning i idræt og svømning. I Sprogfag, madkundskab mv. er drenge og piger blandet, og her fungerer det helt uden fokus/problemer i forhold til kønnenes ligestilling. Ved valg af elever til fx elevråd, festudvalgt mv. tager vi dog særlige hensyn til ligestillingen, idet vi her ønsker en nogenlunde ligelig kønsfordeling. Det samme gælder ved den almindelige klassedannelse i 0.kl.
Ligestilling imellem kønnene i et dannelsesmæssigt perspektiv
Vi lever i en verden, hvor mænd historisk set har haft mest magt.
Ønsket om en verden med grundlæggende ligestilling imellem kønnene, bør derfor helt naturligt medføre undervisningsforløb/-vinkler med fokus på kvinders og pigers situation rundt omkring i verden.
Her handler det om vores elevers viden om – og holdning til – piger og kvinders urimelige vilkår i mange lande, og om hvordan vores elever – som kommende verdensborgere – kan bibringes både lyst og evne til at påvirke dette område i den rigtige retning. Emnet tages jævnligt op i undervisningen og har også flere gange været behandlet på temadage mv.