Mandag d. 30. august 2021 var 8.c på besøg i Buddhistisk Center København på Østerbro. Efter en rask travetur i dejligt solskinsvejr nåede vi frem til centret. Her ventede den 64-årige praktiserende lægbuddhist Peder. Efter en meget hurtig rundvisning i huset og en kort pause i haven, hvor vi fandt ud af, at stupaer er hellige, og at man derfor ikke må sidde på dem, satte vi os til rette på meditationsmåtter og -kornpuder i nirvanarummet. Her fortalte Peder om diamantvejsbuddhismen, og hvordan det er at være buddhist. Undervejs blev der stillet mange og gode spørgsmål til ham. Og så var det ellers tid til at meditere. Forståeligt nok var det svært for enkelte af eleverne at koncentrere sig om dette. Især når man skulle sige en bestemt lyd (“Ohm”, “Ah” og “Hung”) ved forskellig slags lys (gult, rødt og blåt), som man forestillede sig strømmede ud fra en gylden buddhafigur ind i éns hoved, mund og hals og hjerte. Vi sluttede dagen af med mundtligt og skriftligt at evaluere besøget i centret. Tak for en dejlig fagdag, 8.c!
Foto: Hasse Bruun Holmdahl