Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

International Bilingual Department - August 2014 (DK)

International 2-sprogsafdeling på ISJ

Det er med stor fornøjelse, at vi kan præsentere vores nye internationale 2-sprogsafdeling med dansk og engelsk (DA/EN).

Tilbuddet henvender sig i første omgang til familier med international baggrund – som i en begrænset men længere periode arbejder/forsker i DK – og til tosprogede familier. Forældre til børn i bilingual-klasserne skal have et klart ønske om at deres børn integreres i Danmark; – lærer dansk sprog, får danske venner mv. I nogle fag vil undervisningssproget være engelsk, i andre dansk. Det første skoleår (2014/2015) optager vi elever i børnehaveklasse til 5. klasse (6-11 år) og i 7. klasse (ca.13 år).

Hverdagen skal blandt andet rammesættes af følgende stikord: Internationalisering – integration – inspiration!

Efter endt skolegang vil eleverne have mulighed for at fortsætte i dansk – eller internationalt gymnasium (IB).

Programmet er baseret på Cambridge International Examinations (Cambridge internationale eksamener); med et højt fagligt/akademisk niveau og en dannelsesmæssig målsætning med integration og internationalisering som nøgleord.

Institut Sankt Joseph er grundlagt i 1858 af Sankt Joseph Søstrene. Skolen er bredt rodfæstet i den danske skoletradition og har i dag 550 elever fordelt fra børnehaveklasse til niende klasse. Blandt vores elever er 33 sprog og 59 lande repræsenteret. 20 % af vores elever er katolikker, 60% er medlem af folkekirken. Blandt de resterende 20 % har vi en række andre trossamfund repræsenteret samt familier som står udenfor trossamfund. En skolehverdag præget af så stor kulturel diversitet er et fantastisk afsæt for at lære vores elever, at verden er større end Østerbro og København; og at det er bydende nødvendigt at respektere og forstå mangfoldighed som en positiv ressource. Vi ser det samtidig som en ideel ramme om vores nye afdeling med International Bilingual Education.

Institut Sankt Joseph er placeret lokalt på Østerbro i København, lige over for den amerikanske ambassade, og kun få minutter fra indre by/ centrum. Vores placering tæt ved Østerport station gør, at vi – udover at være en lokal skole – kan byde elever fra det meste af Storkøbenhavn velkommen.

Integration og Internationalisering

En fuldt udbygget ”International Bilingual Education” på grundskoleniveau, med en konsekvent tosproget – og interkulturel tilgang til dannelse og uddannelse, er den første af sin art i København. På de fleste øvrige internationale skoler i Danmark er undervisningssproget engelsk og eleverne interagerer dagligt med andre engelsksprogede kammerater, lærere og familier (ex-pats). På denne måde bliver der sjældent tale om egentlig fortrolighed med danskere, dansk sprog og dansk kultur.

Med vores nye International Bilingual Department er det målet, at eleverne skal være/blive fuldt 2-sprogede (dansk og engelsk) og at de klædes på til et internationalt uddannelsesmiljø hvor engelsk er hovedsproget.

Eleverne skal endvidere lære at begå sig kvalificeret i en globaliseret verden og udvikle sig positivt gennem kulturmøder. Dannelse handler i et interkulturelt perspektiv om at udvikle kritisk nysgerrighed og åbenhed; om evnen til at undersøge forestillinger om både egen og andres kultur. Her har vores nye bilingual-klasser alle muligheder for at blive et udfordrende, kompetencegivende og værdisættende laboratorium!

Sommerskole / Summer Program

Som en forløber til åbningen af vores internationale afdeling, gennemførte vi i sommeren 2013 en sommerskole (Summer Program). Sommerskolen blev en stor succes med over 60 deltagende børn. Halvdelen var dansktalende børn, og den anden halvdel var børn fra andre lande, – primært engelsksprogede. Alle deltog – på tværs af alder og sprog – i forskellige aktiviteter: Sport, drama og ekskursioner samt undervisning i almindelige skolefag med både dansk og engelsk som undervisningssprog. Erfaringerne fra Sommerskolen var helt entydige: Sproglig og kulturel mangfoldighed bidrager i den grad positivt til et spændende og inspirerende læringsmiljø, hvor både leg og læring perspektiveres gennem kulturmøder.

Vi ønsker således med vores Internationale bilingual-afdeling at videreføre Institut Sankt Josephs tradition for katolsk-humanistisk uddannelse; nu i et målrettet interkulturelt perspektiv.

Oprettelsen af den internationale afdeling er for øvrigt tænkt som et kompetenceløft til hele skolen. Vi overvejer blandt andet, om vi på sigt kan samlæse bilingual-klasserne med de danske klasser i fx idræt i indskolingen med engelsk som undervisningssprog. I udskolingen kunne man fx forestille sig, at samfundsfag blev samlæst med engelsk som undervisningssprog. Alt dette er kun idéer på tegnebrættet til fremtiden og skal naturligvis først overvejes nøje og drøftes/besluttes i bestyrelsen.

  • For yderligere information bedes I sende en e-mail til afdelingsleder for den internationale afdeling Thomas Knudsen Mulhern på tkm@sanktjoseph.dk eller klik her for at skrive jer på ventelisten.

Der afholdes informationsmøde mandag den 2. december kl.19.00 i skolens teatersal.

 

 

cambridge_ie