Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Kirken

Skolen har sin egen kirke, Sankt Joseph Kirke

På 2. sal har vi vores egen kirke som bruges til både gudstjenester, religionsundervisning og morgensang for de store elever (6.-10.kl.).

Kirken er det eneste rum på skolen, som aldrig er låst. Enhver er velkommen til at bruge kirken i løbet af dagen til et par minutters fred, eftertænksomhed eller bøn.

Tabernaklet

Til venstre for altertavlen hænger tabernaklet. Her opbevares de konsekrerede hostier (det forvandlede brød/oblater) fra fx sidste messe, som nu er Kristi legeme.

Betegnelsen tabernakel stammer fra Gammel Testamente, hvor det var et telt, som Pagtens Ark opbevaredes i under israelitternes vandring i ørkenen. på væggen ovenfor brænder den evige lampe som tegn på Kristi nærvær i alterets sakramente.

Tabernaklet er smukt udført i egetræ af Christen Skikkild (1885-1927) og er formet som en tempelbygning med kuppeltag.

Altertavlen

I forbindelse med istandsættelsen af kirken i 2015 fik vi en ny pædagogisk altertavle, som består af tynde magnetiske stålplader. Her kan eleverne, som led i undervisningen, lave deres egen altertavle.

Frokostmesse

Om onsdagen er der frokostmesse for for de elever og lærere, som har tid/lyst til at være med. Alle er velkomne. efterfølgende spiser vi frokost sammen i skolekøkkenet.

Korsvejen

Som alle andre katolske kirker verden over har vi også en “korsvej”. En korsvej består som regel af 14 billeder som fortæller om Jesu vej fra Pilatus til Golgatha.

Vores korsvej er udført i 2010 af træ- og billedskærer Uffe Gitz-Johansen. Vi er rigtig glade for disse billeder. Uffe har givet helt nyt liv til fortællingen, og har med sine trærelieffer formået at skabe en synergi mellem den religiøse tradition, træet som levende materiale og en original nyfortolkning, som taler stærkt og direkte til beskueren. Billederne er lidt grove og naive i deres udtryk og taler også meget fint til børn.

Værket, som består af 14 relieffer, á ca. 40 x 60 cm, er udført i bjergfyr og lind, og er ubemalede.

 

Uffe Gitz-Johansen arbejder på korsvejen til ISJ. Foto: Randi Gitz

.