Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Mobbepolitik

Strategi mod mobning på Institut Sankt Joseph

Mobbepolitik

Formål

Målet med strategien er med afsæt i skolens værdier, at Institut Sankt Joseph skal være en mobbefri skole. Strategien skal være med til at sikre, at alle elever på Institut Sankt Joseph har et godt undervisningsmiljø, hvilket også indebærer det psykiske miljø på skolen. I den forbindelse er det utroligt vigtigt, at eleverne i samarbejde med skolens lærere, pædagoger og ledelse medvirker til at skabe og bibeholde et godt undervisningsmiljø på skolen.

Målet er, at lærere, pædagoger, elever og forældre:

  • Ved hvad mobning er
  • Ved, at mobning ikke på nogen måde tolereres
  • Får redskaber til at opdage og tackle mobning
  • Er med til at stoppe mobning
  • Ved, at alle har ansvar for og er en del af denne indsats

Mobning er ikke et udbredt fænomen på Institut Sankt Joseph, men det er alligevel vigtigt, at skolen har en strategi for forebyggelse af mobning og en handleplan for, hvad der skal gøres, hvis mobning mod forventning opstår.

Hvad er mobning?

På Institut Sankt Joseph forstår vi mobning, som et bevidst forsøg på at skade en anden person ved at udsætte denne for en nedværdigende, krænkende eller ekskluderende handling, fx fysisk, verbalt eller ved brug af et digitalt medie. Mobning er en gruppes eller en enkelt elevs systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt elev.

Mobning er en adfærd, som uden tvivl er i strid med Institut Sankt Josephs værdigrundlag. En af skolens kerneværdier er netop, at ”Det enkelte barn skal dannes/uddannes til fællesskab, demokrati og ligeværd”. Hvilket indebærer et skolemiljø, som bygger på tryghed, rummelighed og trivsel. En anden af skolens grundværdier er, ”At det enkelte barn skal have lyst til at bruge sig selv til glæde for medmennesket og verden: til større frihed, retfærdighed og fred”. Dette betyder, at man som elev, forældre og ansat på Institut Sankt Joseph skal opføre sig ordentligt, tage hensyn og have respekt  for andre både i undervisningen og i alle andre sociale sammenhænge.

Forebyggelse af mobning

På Institut Sankt Joseph forebygges mobning ved, at lærere og pædagoger er opmærksomme på den kultur, der hersker i skolens undervisning og i elevernes sociale/digitale miljø. For at forebygge mobning, har skolen følgende tiltag og retningslinjer:

  • Den enkelte lærer og pædagog er opmærksom på eleverne og på det sociale miljø imellem eleverne. Hvis der på nogen måde er tegn på mobning, vil læreren/pædagogen straks gribe ind.
  • Skolens AKT-lærere tilrettelægger forløb for udvalgte årgange med fokus på trivsel. Derudover kan der aftales forløb med enkelte elever eller elevgrupper, hvis der er behov for det. Skolens lærere og pædagoger kan spare med AKT-lærerne om elevernes trivsel.
  • Lejrskoler og retræter er en fast integreret del af skolens undervisning og hverdag. Eleverne kommer på 3 lejrskoler og 2 retræter i løbet af deres skoletid. På 3. og 6. klassetrin er der planlagt to lejrskoler i Danmark, på 8. klassetrin går turen til Rom. I 4. og 9. klasse kommer eleverne på retræte. Udover det faglige indhold har retræterne og lejrskolerne også et socialt formål. De fælles oplevelser, som klassen får, når de er afsted sammen, er med til at styrke klassens sociale fællesskab.
  • Når der starter nye elever på Institut Sankt Joseph, er det fast procedure, at klasselærerne og afdelingslederen er særligt opmærksomme på disse elever, så det sikres, at eleverne føler sig trygge og accepterede fra starten. Nye elever får yderligere tildelt en eller to tutorer fra deres klasse. Tutorerne har ansvaret for at hjælpe den nye elev ind i klassefællesskabet. Ligeledes hjælper sporpædagogen nye elever med at falde godt til i skolens SFO.
  • Der udarbejdes en undervisningsmiljøvurdering (UMV) i samarbejde med elevrådet hvert tredje år. Resultaterne af denne bliver brugt som grundlag for udarbejdelsen af en handleplan for at videreudvikle et godt undervisningsmiljø på skolen. Resultater og handleplan kan ses på skolens hjemmeside.
  • Når en elevs sygefravær overstiger det acceptable, kontakter klasselærerne forældrene for at finde ud af, om fraværet skyldes udfordringer i forbindelse med elevens skolegang. Så der kan blive taget fat om eventuelle trivselsproblemer så tidligt som muligt.
  • Skolens ledelse taler på fælles forældremøder om forældrenes andel og ansvar i forhold til at skabe et trygt og rummeligt miljø i børnegrupperne.
  • I frikvartererne er der mulighed for at deltage i ”Det gode frikvarter”, hvor en pædagog igangsætter strukturerede aktiviteter. Elever, der har brug for rammesatte aktiviteter i frikvartererne, kan på den måde have gode pauser med færre konflikter og større tryghed.
  • klasses elever er flere gange om ugen legepatrulje for de yngre elever i hallen og i gymnastiksalen. Her opbygges gode relationer på tværs af årgange, og de store elever er gode rollemodeller for de yngre elever.
  • Fra kl. 8.10-13.40 har ”Pusterummet” åbent. Pusterummet er et sted for de elever, der har behov for at få en pause og en snak med en voksen. Pusterummet er også et sted, hvor eleverne ringes hjem, hvis de bliver syge i skoletiden. I frikvartererne er Pusterummet ligeledes bemandet, og her tager man sig af elever, der har brug for ikke at være i gården eller som har slået sig.
  • Hvert år afholdes en temadag, hvor alle skolens klasser arbejder med skolens værdigrundlag, der er udarbejdet undervisningsforløb til hver årgang specifik til anvendelse denne dag.