Fripladstilskud
I henhold til gældende lov kan elever fra børnehaveklassen til og med 9.klasse søge tilskud til skolepengene. Ansøgningsblank til det følgende skoleår fås på skolens kontor fra 1.juni eller kan downloades her:
Ansøgningsblanket vedr. 2025-26 tilskud til skolepenge
Ansøgningsblanket vedr. 2025-26 tilskud til skolepenge og SFO
Ansøgningsfrist er 1. september. Tilskuddet skal søges hvert år.
Sammen med ansøgningen skal vi modtage den seneste årsopgørelse på den/de forældre, hvor eleven har folkeregisteradresse, eller hvis forældrene er gift.
Vi beregner tilskuddet ud fra årsindkomsten efter fordelingssekretariatets anvisninger og det tildeles fra skolepenge opkrævningen i oktober måned og resten af skoleåret. I oktober vil også ske en regulering så tilskuddet for august og september bliver fratrukket i opkrævningen for oktober.
Først i december måned modtager vi endelig besked fra fordelingssekretariatet om hvorvidt ansøger er tilskudsberettiget eller ej. Hvis svaret er positivt, bibeholdes tilskuddet og reguleres evt. ift. den endelige beregning.
Forældrefonden
ISJ’s Forældrefond kan yde tilskud til forbedring af den statslige ordning med fripladstilskud, samt obligatoriske lejrskoler og skolerejser, hvis der er tale om akut opstået behov for støtte som følge af midlertidigt tab af indtægt, skilsmisse, sygdom, pludselig arbejdsløshed eller lignende forhold.
Ansøgning sker samtidig med ansøgning om fripladstilskud, så normalt udfyldes ikke særskilt ansøgning.
Ved akut opståede forhold sendes en besked på intra til økonomichef Kim Wassmann
Gerda Moltzens Mindelegat
Gerda Moltzen var lærer på Jeanne d’Arc skolen på Frederiksberg, hvor hun selv havde været elev. Ved det tragiske bombardement den 21.marts 1945, hvor skolen blev ødelagt, prøvede Gerda Moltzen frygtløst at redde så mange børn som muligt ud af de brændende bygninger. Det lykkedes for hende, men hun omkom selv, da murene styrtede sammen.
Til Minde om denne indsats blev Gerda Moltzens Mindefond stiftet i 1988. Fonden betænker hvert år Institut Sankt Joseph med op til to halve fripladser og en hel friplads – sidstnævnte til datteren af en enlig mor. Skolen er meget taknemmelig for at kunne videregive disse gaver. Ansøgningsfristen er 15. august.
Tilskud til befordring
Tilskud til befordringsudgifterne fra skole til hjem får man, hvis afstanden og børnenes alder berettiger til det. Henvendelse om tilskud til skolens sekretariat.