En skolehverdag præget af så stor kulturel diversitet er et fantastisk afsæt for at lære vores elever, at verden er større end Østerbro og København; og at det er bydende nødvendigt at respektere og forstå mangfoldighed som en positiv ressource.
Skolens indgang til stueetagen, hvor der bydes velkommen på 33 forskellige sprog…
Vi vil således gerne bibringe vores elever evnen til at omgås kulturel kompleksitet; både lokalt til hverdag og når de skal “ud i verden”. Det drejer sig her om både viden, holdninger, følelser og adfærd. Eleverne skal rustes til at kunne begå sig kvalificeret i en globaliseret verden og til at kunne omgås og udvikle sig positivt gennem kulturmøder.
Dannelse handler i et interkulturelt perspektiv om at udvikle kritisk nysgerrighed og åbenhed. Om evnen til at undersøge forestillinger om både egen og andres kultur – og om at være villig til at forkaste forkerte forestillinger.
Undervisningen
Med ovenstående dannelsesidealer for øje, ønsker vi at skabe rammer for undervisning, som netop viser den sproglige og kulturelle kompleksitet, som vi lever i. Eleverne skal gerne kunne forholde sig konkret til hverdagslivet i vores lokale miljø. Kommunikation handler om interaktion, og om at etablere og opretholde relationer til andre med krav om kritisk bevidsthed og refleksion; både i forhold til sig selv og i forhold til de andre.
Endvidere lægger vi vægt på fx at læse tekster der tematiserer mangfoldighed; både i Danmark og i andre lande. På den måde tematiseres emner og problemstillinger, der går på tværs af de nationale grænser (fx internationale tv-programmer, transnationale ungdomskulturer, miljøspørgsmål, europæiske spørgsmål mv.).
Ud over den almindlige undervisning, opsøger vi til stadighed mulighederne for internationale partnerskaber, og har det som vores klare mål at understøtte og fremme interkulturelt samvær.