Fredag d. 19/1 2018 afsluttede SFO’en den Internationale uge med bravur. Vi åbnede dørene til teatersalen klokken 14.00, hvor Morten fra Røde Kors stod klar igen til at modtage SFO Liljens donation. Det blev til 2000,- samt 55 kilo tøj, som Morten kunne returnere til Røde Kors. Morten ankom desuden til skolen i Røde Kors’ ambulance, der skal vise, hvordan nødhjælpskøretøjer kan se ud når de har været i brug i krigshærgede lande.
Herefter var der optrædender af børn fra 0.-3. klasse i alt fra dans, sang og spil på scenen i teatersalen med Bibi som konferencier.
I 0.a kunne man gå ned og se en verdens-kunst-udstilling, med alt fra origami, tegninger, malede træstykker, mm. som børnene har arbejdet med gennem ugen.
Slutteligt stod menuen på verdens-lækkerier med det som forældrene havde tid, lyst og mulighed for at bidrage med. Det var super lækkert og børnene stod i lang kø for at få en smagsprøve fra verdens-buffeten.
Den Internationale uge var atter en stor succes og en tradition SFO Liljen absolut vil holde fast i.
Tak til alle de som hjalp til, både store og små, og som var med til at gøre SFO’ens Internationale uge til en rigtig god oplevelse. (Se også indlægget SFO Liljen holdt International Uge).
Foto: Camilla Nawarecka Lerche